MINe & MIRIAMS KOMMENTARer TIL

DR-DOKUMENTARSERIEN

"Sektlederens hemmeligheder".

I januar 2020 var der premiere på en DR2+dokumentarserie baseret på en idé fra mig selv og med mig og min kone Miriam som medvirkende i en fortælling om vores liv og virke i en Pinsekirke på Bornholm i 1990'erne. Serien hedder "Sektlederens Hemmeligheder" og fortæller i tre afsnit historien om hvorfor og hvordan jeg blev kristen og senere sektleder og de konsekvenser det havde, da jeg ultimativt forlod min stilling, min kirke og min tro. Samtidig er det en historie om ensomhed og fællesskab, radikalisering, familie og hvordan tro og ekstremisme måske kan løbe i blodet gennem flere generationer.

Efter lanceringen af dokumentaren modtog jeg og min kone mange hundrede beskeder fra kolleger, venner, bekendte og fremmede - både fra kirkemiljøet samt udeforstående. En hel del af henvendelserne har handlet om mennesker som kunne genkende visse ting fra programmerne - ofte dét med at føle sig forkert eller forrådt.

 

Jeg sætter stor pris på, at vores liv og min fortælling kan give andre danskere en følelse af accept for og anderkendelse af, hvad de selv har måtte gennemleve i et liv med hård tro. 

 

En del henvendelser har ydermere kredset om spørgsmål til mig, min kone og vores historie. Derfor har vi forsøgt at samle nogle af de spørgsmål og svaret på dem her - også fordi vi føler, at det tilfører nogle vigtige nuancer til debatten.

Q: Hvordan blev dokumentarserien til?

A: Gennem Roalds professionelle arbejde med tv.

R:

I min rolle som Udviklingschef på Tv-produktionsselskabet Pineapple Entertainment pitchede jeg en idé om emnet radikalisering til DR, som de valgte at lave. Idéen ændrede sig en del fra første præsentation til det endelige produkt der kom på skærmen (blandt andet blev historien langt mere privat og personlig, end jeg selv først havde tiltænkt). Jeg overlod selve produktionen og fortællearbejdet til en redaktion som selv traf selvstændige beslutninger om, hvordan programmet skulle strikkes sammen. Jeg havde ikke redigeringsret i løbet af projektet, men fik mulighed for at screene de klippede programmer for bl.a. at spotte faktuelle fejl.

Q&A

SE ALLE 3 AFSNIT AF DR-SERIEN

"SEKTLEDERENS HEMMELIGHEDER" HER.

Q: Hvorfor kalder I det for en "sekt"?

A: Fordi det per definition VAR en sekt.

 

R+M:

Vi er bevidste om, at ordet "sekt" er negativt ladet og kan tolkes i flere retninger. Vi bruger bevidst dette ord om den afdeling af den aktuelle kirkes ungdomsarbejde på det tidspunkt, hvor vi selv var mest aktive. Dette betyder ikke, at alle andre Pinsekirker eller frikirker kan kategoriseres som "sekter" - vi har nemlig ikke kendskab til deres aktuelle forhold. Men vi oplevede sekteriske forhold over hele landet dengang i mange Pinsekirker og mange mennesker skriver og fortæller os om lignende forhold den dag i dag i frikirker.

 

Ordet "sekt" henviser, i den kontekst vi bruger det, til en religiøs bevægelse der er brudt ud af majoritetsreligionen (folkekirken) i et land, fordi de ønsker en mere "ren", radikal eller ordret tolkning af udgangspunktet (Bibelen). Derudover bliver en religiøs organisation sekterisk, når der er en dyrkelse af en "dem og os"-tanketang, et forsøg på isolation eller påvirkning fra omverden og når der gøres brug af rekrutteringsmetoder som kan være manipulerende fx i sine skjulte agendaer. Og ydermere har en sekt også hang til ikke at imødekomme eller opfordre til kritik af sin praksis eller lederne og deres retning. Alt dette var tilfældet i vores situation. Vi tror ikke, at kirken forsøgte at opnå et egennyttigt mål som fx økonomisk gevinst eller rendyrket ondskab ved denne praksis; det var blot, hvad vore ledere og præster dengang troede, var bedst for alle parter.

Q: Hvad foregik der af ekstreme/sekteriske ting?

A: Listen er lang. 

R+M:
Der foregik mange ting som var harmløse, udelukkende sociale og ganske moderate. Men gennem en længere årerække var vi vidner til og aktive deltagere i tankemåder, hændelser og menneskelig behandling som var svært sekteriske.

R:

Da jeg selv føler, at jeg i dokumentarserien tager en stor del af ansvaret og skylden for ting der skete under mit eget lederskab, vil jeg i stedet her nævne sekteriske ting som alle udelukkende skete FØR jeg blev leder og som blev praktiseret af folk som stadig er ledere i frikirker i Danmark i dag. Det er min forhåbning, at dette kan kaste lys over, at ekstremismen dengang ikke udsprang udelukkende fra mig selv, men tværtimod også fra de ledere og den organisation som uddannede mig i deres praksis:

ONANI & SEX

Der blev uddelt en bog i kirken med titlen "Sex: onani med Djævlen". Denne bog underbyggede den overbevisning, at onani var en synd. Jeg fik udleveret en liste med en række punkter som ledelse synes, var sunde livsværdier. Denne liste underskrev jeg og skulle følge. Jeg mødtes med min leder en gang om ugen og gennemgik denne liste. Udover at indeholde punkter som at huske at læse i Bibelen og bede hver eneste dag, var der også et fast spørgsmål som lød: "Hvor mange gange har du onaneret siden sidst?". Derudover gik jeg på Pinsekirkernes fælles radikaliseringsefterskole Alterna, hvor der blandt andet blev foretaget seksualundervisning. Her blev der fortalt, at hvis man dyrker sex før ægteskabet, er det som at tørre bordet rent med en klud mange gange. Jo mere du boller før du bliver gift, jo mere slider du dig selv og bliver en ødelagt brugt karklud. (På denne efterskole blev min kone Miriam også opfordret til at slå op med mig, da underviserne følte, at hendes forhold til mig tog fokus fra hendes kristne uddannelse).

AFHOLDELSE

Mine ledere gik i stor stil ind for afholdelse af en lang række ting som kunne tage fokus fra troen. Vi blev derfor opfordret til at følge deres eksempel, når de afholdt sig fuldstændig fra at se tv og film, alt alkohol (også cider!), rygning, musik og bøger som ikke var kristent, computer-brug og køb af nyt tøj. Disse ledere lavede ved flere lejligheder renselsesbål, hvor de samlede CD'er, bøger, blade m.m. som ikke var "sundt for sjælen" og brændte det. En af mine præster introducerede mig også til korstoget, ved at vandre gennem byen med et stort kors (en ting jeg nogle år senere også selv gjorde). Da jeg senere selv blev leder og afholdt en kristen festival ved navn CRASH!, var der nogle af øens ikke-kristne unge som selv havde medbragt egen øl og drukket i deres telt. Det resulterede i, at jeg blev bedt om, at stille mig op til en efterfølgende søndagsgudstjeneste i Pinsekirken og bede hele menigheden om tilgivelse, fordi der blev drukket øl under et af kirkens arrangementer. Generel afholdelse blev også ved lejligheder decideret sundhedsskadelig, når især én af mine ledere gentagne gange fastede i 30 - 40 dage i træk udelukkende ved at drikke vand. Dette var en praksis som blev italesat som noget vi andre skulle være forsigtige med, men stadig opfordret til.

ISOLATION

Adskillelige gange blev jeg og vi andre unge oplyst om "stole-metaforen" som lød: "Det er nemmere for de andre at hive jer NED fra stolen, end det er for jer at hive de andre OP på stolen." Dette var et billede på os troende vs. de ikke-troende. Og det betød i praksis, at vi skulle passe på de ikke-troendes kraft fx ved ikke at lytte for meget til dem eller tilbringe mere tid med dem end højst nødvendigt. Jeg blev også opfordret af en leder til at sove på en madras i kælderen under kirken, da det måske kunne være gavnligt, at bruge lidt mindre tid hjemme hos min "ikke kirke-gående" mor. De ikke-troende blev retorisk kategoriseret af mine ledere som "de verdslige" som vi skulle frelse. Derfor var der også en strategisk tilgangsmåde, jeg blev undervist i, om hvordan vi først bliver overfladiske venner med folk og fx laver sociale arrangementer som ikke er åbnelyst kristne. Og først efter, at de har opbygget tillid til os, begynder vi at prædike - for forhåbentligt til sidst at kunne frelse dem. 

DÆMONER

Et fænomen som blev brugt meget en årerække, inden jeg selv blev ungdomspræst, var dæmoner. Pinsekirken Rønne hustandsomdelte bogen "Sejr over dæmoner" af prædikant Christian Hedegaard. Hedegaard besøgte også Pinsekirken Rønne flere gange og lavede stort opslåede helbredelsesmøder. Det samme gjorde en udenlandsk prædikant Charles Ndifon. Specielt disse to efterkom Pinsekirken Rønnes ønske om at sætte fokus på den dæmoniske verden. Når kristne og ikke-kristne kom til disse møder, diagnosticerede kirken og prædikanterne det meste som værende dæmoner eller på anden vis åndeligt. En ryger havde en "røgdæmon", en mand med depression havde en "tungsindet dæmon", en kritiker havde en "tvivlsdæmon" osv. Folk råbte og skreg, faldt om på gulvet, rystede, fik hysteriske latteranfald, vendte det hvide ud af øjnene, græd og brød ud i råbende tungetale - når det gik vildest for sig. Dæmoner blev også projekteret ind i hverdagsgenstande, som da vi unge blev anbefalet ikke at samle på Pokemon-kort, fordi de var dæmoniske og farlige.

HELBREDELSER

Der er altid blevet praktiseret helbredelser i Pinsekirken Rønne og i de fleste andre danske Pinsekirker. Men en af de mere ekstreme tilgange, var de utallige tilfælde hvor folk med alvorlige lidelser blev opfordret af kirken til ikke at tage deres medicin eller behandling. I stedet skulle de bede, komme i kirken og tro på, at Jesus alene kunne helbrede dem. En mand med sonde blev opfordret til at trække sonden ud foran hele menigheden og forsøge at tygge en sandwich (hvilket han ikke kunne), og en kvinde sagde ja til opfordringen om at droppe sin kemo-behandling og i stedet bede mere intenst til Gud. En lang række teenagere og unge blev (i samme periode som jeg selv var menigt medlem) opfordret til finde deres kur hos Gud, når de led af blandt andet depression, angst, spiseforstyrelser, ADHD og selvmordstanker. Der var en bevidst modvilje mod at opfordre til at søge professionel hjælp hos blandt andet psykiatere eller psykologer.

Listen er længere endnu og inkluderer også troen på guldstøv der regnede ned på folk hænder fra himmelen, profetier, syner og andre ekstreme sager. Men de sekteriske grundelementer var ofte de uofficielle talemåder og perspektiver som kan være så svære at nævne konkret. Vurderingen af hvem der lever korrekt efter Bibelen og hvem der ikke gør, opbygger et magthieraki, hvor lederne på toppen er talerør eller "tolk" for Guds vilje. Og når der ikke er åbenhed for kritik, bliver det hurtigt sekterisk. Jeg blev eksempelvis frataget min lederstilling, fordi jeg ønskede en åben debat om, hvordan kirken bør definere ægteskabet i en kristen og moderne samfundsmæssig kontekst. Det ønskede kirken ikke at være lydhør for. Pinsekirken Rønnes daværende pastor betroede mig også, at "det værste du kan blive, Roald, er journalist. For de stiller så mange spørgsmål." Det var en stor glæde for mig, da jeg nogle år senere kom ind på Journalisthøjskolen i Århus.

Q: Hvorfor blev det så ekstremt i Pinsekirken Rønne dengang?

A: En ekstrem bølge skyllede over hele landets Pinse-miljø. 

R+M:
Alle de ovenstående eksempler på ekstremisme var ting som blev hyldet af hele den samlede ledelse i Pinsekirken Rønne. Og der blev ofte talt åbent om, at vi skulle blive mere radikale og mere ekstreme.

 

R:

Det blev set på med stolthed og hyldest både i ovenstående eksempler fra før jeg blev ungdomspræst og også mens jeg overtog nogle af disse praktisser. Jeg hørte ved flere lejligheder, at Pinsekirken Rønne var et forbillede for unge i Pinsemiljøet landet over på grund af vores imponerende radikalitet. 

R+M:

Men det var ikke kun på Bornholm, at tingene blev sekteriske. Ovenstående eksempler på ekstremisme indeholder en del tilfælde fra andre Pinsekirker rundt om i landet, Pinsekirkernes efterskoler og deres årlige sommercamp i Mariager.

R:

Ældsterådet, pastoren og den række af ungdomsledere som gik forud for mig i Rønne , havde en hang til det ekstreme. Og både ledelsen og kirken som helhed fik alt for lang snor. Årene før min ankomst som leder, havde opbygget en sorthvid forestilling om verdenen og måden at være kristen på. Der er enkelte navne på ledere som kan tillægges et større ansvar end andre i denne proces, men som helhed var Pinsekirken Rønne et usundt foretagende for de unge der blev en fast del af organisationen - primært på grund af en inkompetent og radikal ledelse. Alt dette blev jeg skolet i, allerede fra da jeg ankom som cirka 12-årig. Og jeg overtog denne tankegang og praksis i overensstemmelse med kirkens ønsker, da jeg blev leder. 

Q: Hvorfor er denne prakis problematisk?

A: Det ødelægger menneskers selvsyn. 

R+M:

For børn, teenagere og unge er det vigtigt, hvordan du får udviklet dit selvværd og din identitet i samspil med dine omgivelser. Derfor er de formative år afgørende. I kristne ungdomsmiljøer har du derfor en gruppe sårbare mennesker under dit tag, som du skal håndtere varsomt. I mange andre ungdomsmiljøer (politiske, ideologiske, idræt m.m.) deler man også holdninger, tanker og tro. Men i religiøse sammenhænge bliver konsekvenserne af disse langt større, fordi du skal se dem i en evighedskontekst. Det du tror på og den du er, afgør om du skal tilbringe evigheden i himmelen eller helvedet. Derfor er presset langt større i kristne ungdomsorganisationer. Og når kirker praktiserer en adfærd som danner et system for, hvad der er godt og skidt i Guds øjne, så erfarer mange unge, at de enten ikke er korrekte, eller at de bør adfærdsregulere sig selv for at passe ind. Unge tror, at de ikke bør drikke sig fulde, at de bør kunne høre Guds stemme, bør kunne tale i tunger, bør blive helbredt, ikke flytte ind sammen med en kæreste de ikke er gift med, ikke være homoseksuel, ikke blive skilt osv. Dette medfører i mange tilfælde en usund identitetsforståelse og et lavt eller ødelagt selvværd.

Q: Føler du dig selv skyldig for, at det udviklede sig så ekstremt?

A: Ja og nej. 

R:

Jeg har enormt dårlig samvittighed over, at jeg selv har været med til at give børn og unge et usundt syn på verden og på dem selv. At jeg har dømt andre. At jeg har fordret ekstremisme og at jeg har prædiket budskaber som har efterladt mennesker med dårligt selvværd. Og alt hvad jeg har gjort, er mit eget ansvar som jeg må lære at leve med. Men det er samtidigt vigtigt for mig, at minde mig selv om, at jeg gjorde disse ting, fordi jeg blev undervist af mine ledere til det. Og jeg blev opfordret af et sytem (kirkens organisation, ældsteråd og præst) til det og jeg høstede udelukkende ros og anderkendelse for det (hvilket dengang var meget vigtigt for mig). Ingen af de ting jeg gjorde var enestående. At gå med kors, uddrive dæmoner, underskrive kontrakter osv. var alt sammen ting, som mine ledere havde gjort før mig og som jeg blot kopierede. Og mine ledere var karismatiske, ekstreme og grænsesøgende ligesom mig, så det var derfor naturligt for mig, at gå i deres fodspor. Så ja, jeg føler mig skyldig. Men jeg føler også en vrede over den maskine der var med til at producere mig.

Q: Hvordan blev du/I smidt ud?

A: En invitation til at blive væk. 

R+M:

Vi blev officielt kærester med kirkens kendskab og accept og forblev således i cirka fire år, indtil vi flyttede sammen. Vi boede sammen som ugifte i cirka et år, med kirkens kendskab og uden deres modstand. Vi begynder at argumentere for, at kærester i nogle tilfælde (hvis de elsker hinanden, er tro mod hinanden og ønsker at forblive sammen) bør kunne bo sammen, selvom de ikke er gift. Vi stiller os kritiske overfor, om Bibelen bør tolkes så konkret i forhold til, hvordan man i Guds øjne ser på definitionen af et "ægteskab". Skal der nødvendigvis være foretaget samfundets juridiske og institutionelle ceremoni, før man som kristen kan anse det som et "ægteskab i Guds øjne"? Dette mente vi ikke. Vores kritik og vores argumenter blev ikke lyttet til, men blev i stedet anset for at undergrave kirkens værdiprincipper og være "vranglære". Derfor indkaldte kirkens pastor Roald til en alvorssnak.

R:

Jeg fik at vide, at jeg ikke længere kunne fortsætte i en lederposition. Ikke fordi jeg var kæreste med en, som jeg var leder for. Men fordi, jeg talte åbent om min holdning til emnet "ægteskab" - en holdning der ikke var i tråd med kirkens. Udover fratagelsen af lederansvar, blev jeg fortalt, at hvis jeg igen ville besøge kirken, skulle jeg "holde mig i skyggen" ved fx at sidde på bagerste række. Og jeg blev bedt om ikke at tale med de øvrige medlemmer i en grad, hvor jeg ville kunne præge dem med min vranglære. Denne åbenlyse invitation til at blive væk, udgjorde en situation som var for skammelig og nedværdigende og ytringsundertrykkende til at jeg ønskede at blive.

R+M

Vi konstaterede, at vi var uønskede af kirken og vendte ikke tilbage.

Q: Hvad var konsekvensen af jeres udsmidning?

A: En ørkenvandring der endte med det forjættede land. 

R+M

Vores daglige liv og virke i kirken stoppede fra den ene dag til den anden og kontakten med nogle af vores nærmeste venner ophørte. Der var både folk som vi ikke rakte ud til på grund af skam og frygt for, hvordan vi ville blive modtaget, men der var især en lang række mennesker som blev sigende tavse. Da vi noget tid efter vælger at blive gift (men udenfor Pinsekirken - i en folkekirke), vælger størstedelen af ledelsen og en række andre nært stående medlemmer at boykotte vores bryllup af forskellige årsager. Så vidt vi kan forstå, var det primært fordi, at deltagelse i vores bryllup ville være en principiel blåstempling af vores livsvalg, adfærd eller den ideologi jeg bragte op til debat.

Enkelte venner blev hængende ved vores side og var en essentiel støtte i de efterfølgende år, hvor vi forsøgte at tilpasse os til en ny virkelighed uden kirken. Vi troede stadig på Gud, Bibelen og Jesus, men tog afstand fra "de kristne". Vi valgte at flytte til Århus, hvor Roald kom ind på Journalisthøjskolen og vi sammen fik vores første barn Nemo. Cirka 4 - 5 år efter udsmidningen af Pinsekirken Rønne (og efter en del psykologtimer og endeløse samtaler) ophørte vi med at tro og blev i stedet ateister/agnostiker - eller hvad man nu bedst kalder os som ikke tror på det åndelige.

Q: Hvordan er jeres liv og tro i dag?

A: Better than ever! :) 

R+M

Ingen af os tror i dag på det åndelige eller overjordiske. I vores optik er troen på Jesus grundlæggende ligeså "fjollet" som troen på at Julemanden eller Påskeharen er virkelige. Vi forholder os begge åbne overfor, at der KUNNE være en virkelighed som vi endnu ikke kender til. Men indtil denne viser sig for os, trives vi i bedste velgående med en overbevisning om, at livet kun kan leves her og nu og at vi bør fylde os med kærlighed, tryghed, åbenhed og en utrættelig nysgerrig på livet. Vi er ikke søgende. Vi føler intet behov for at forsøge at finde svar på ubesvarede spørgsmål eller finde elementer der skal udfylde en tomhed. Hvis vi føler en tomhed fra tid til anden, tror vi at den er menneskelig og naturlig og bør opfyldes af selvudvikling, familie, relationer, kærlighed, leg, kreativitet, fest, eftertanke, trøst, selvværd, anderkendelse, fællesskab og alle de andre ting vi mennesker imellem kan bidrage til hinanden med.

Miriam læser Statskundskab på Københavns Universitet. Roald er Udviklingschef hos Pineapple Entertainmen. Og vi bor i Københavns Nordvest-kvarter og har to børn sammen - Nemo og Vega. Og hunkatten Cæsar.

Q: Hvilke reaktioner har I modtaget på dokumentarserien?

A: Positive og alarmerende. 

R+M
Vi har modtaget hundredevis af henvendelser, hvoraf størstedelen har været positive overfor dokumentarserien og vores historie. Der er især mange som selv har en fortid eller nutid i en frikirke. Og en hel del kan nikke genkendende til eksempler på, hvor religionen er blevet ekstrem i en grad, hvor vedkommende har følt sig ødelagt af det i større eller mindre grad. Det har været tydeligt på den store respons, at mange danskere går med ar og sår på deres personlighed og selvværd efter at have stiftet bekendtskab med en kristendom som agerer efter en antagelse af at kunne konkludere, hvornår mennesker lever og ikke lever i overensstemmelse med Bibelen. 

Vi har været utrolig rørt af folks beretninger om overgreb, adfærdsregulering, udstødelse, ekstremisme, radikalisering, undertrykkelse og social kontrol. Men også rørt over de seere som gennem vores dokumentar for første gang føler sig forstået. Forstået i den særlige situation det kan være, at indgå i et socialtreligiøst apparat, hvor regelsættene opsættes og efterleves så ukonkret og fluffy som det var tilfældet med os.

Vi overvejer p.t. hvad vi skal gøre med de store mængder af beskeder. Men muligvis vil vi på et tidspunkt tage udgangspunkt i nogle af historier til at udbrede kendskabet yderliger til disse forhold. Derfor er vi stadig glade for at modtage enhver relevant henvendelse.

Q: Hvad kan der læres af denne historie?

A: Frikirkemiljøet skal reformeres. 

R+M
Historien handler om religion og tro, når det løber af sporet. Det vil sige ekstremisme eller radikalisering (i den mildere grad, hvor den ikke er blevet ulovlig eller voldsparat endnu).

Vi har ikke indgående kendskab til forholdene i de danske frikirker anno 2020. Men ud fra vores gamle erfaringer og de mange henvendelser om aktuelle forhold, så vil vi opfordre til enten at påbegynde eller fortsætte en "reformation" af den danske frikirke som bygger på åbenhed, professionalisme og ansvar. Alt sammen for modvirke skadelig trospraksis.

ÅBENHED

Åbenhed overfor det øvrige samfund og gennemsigtighed i kirkens virke og forhold. Udarbejdelse af undersøgelser om trivsel, statistiske data om fx demografi og mangfoldighed. Og derudover en åbenhed for, at Bibelen har nogle områder som er op til fortolkning. Og at disse fortolkninger kan være forkerte. Erfaringen med, at kirken havde tolket Bibelen som at kvinder ikke måtte være præster viser, at holdninger kan ændres i takt med at samfundet ændrer sig. Når kirken gennem mange år har fulgt tidsånden med at undertrykke andre seksualiteter end hetero, burde den fx på dette område være åbne overfor tanken, om at kristne måske også har tolket dette forkert. Kirken har sin kernetro som ikke er til debat (Gud eksisterer, Jesus lever og han døde for os og alt det jazz). Men når det kommer til emner, som mennesker begynder at definere og fælde dom og tolkning over, så kunne kirken med fordel forholde sig ydmygt overfor de mange udlægninger og muligheder som tolkninger indeholder. 
 

PROFESSIONALISME

Lysten til at udlicitere en lang række opgaver til fagfolk med relevante kompetencer indenfor psykologi, parforholdsrådgivning, terapi, pædagogik, ledelse osv. Alt for ofte oplever vi, at kirkens opfordring lyder "bed til Gud" om en lang række problemer, som i virkeligheden burde håndteres mere fagligt. Præster har en rolle som sjælesørgere og behøver i vores optik ikke være fx psykologer. Men når frikirker huser teenagere og unge med spiseforstyrrelser, depression, selvmordstanker, lavt selvværd og store eksistentielle spørgsmål om liv, identitet og seksualitet bør kirken henvise til rådgivningsmuligheder udenfor kirkens egne muligheder.

ANSVAR

Som en statsgodkendt og skattefritaget religion i Danmark bør de danske frikirker kunne stilles til ansvar, hvis de udviser skadelig eller skødesløs adfærd overfor dets medlemmer. En løbende evalueringsproces med en ekstern og neutral part ville sikre, at kirkens mest sårbare medlemmer ville have et sikkerhedsnet. At tage kirkens rolle i samfundet alvorligt vil blandt andet kune betyde, at der kan føres referat af væsentlige samtaler, mulighed for indberetninger og indsendelse af årsrapporter.

R: Roald

M: Miriam

R+M: Os begge

Hvem svarer?:

ROALD BERGMANN

Tlf. 53 666 004 / roald@bazookaprojects.dk